Stockholmsyndrom

Stockholmsyndromet er et psykologisk fænomen, hvor ofre for bortførelse, gidseltagning eller andre situationer, hvor de er underlagt en trussel fra en person med magt over dem, udvikler sympati, loyalitet og positive følelser over for deres bortfører eller misbruger. Navnet på dette fænomen stammer fra en gidseltagning i Stockholm, Sverige, i 1973, hvor gidslerne udviste sympati for deres bortførere og forsvarede dem efter at være blevet befriet.

Der er flere teorier og faktorer, der forsøger at forklare udviklingen af Stockholmsyndromet:

1. Overlevelsesstrategi: En af hovedårsagerne til, at ofre udvikler Stockholmsyndromet, er som en overlevelsesstrategi. Når de står over for en truende situation, søger ofrene at reducere risikoen for skade ved at blive mere samarbejdsvillige og sympatiske over for deres bortfører. Ved at skabe et følelsesmæssigt bånd med deres bortfører kan ofrene håbe på at opnå beskyttelse og undgå yderligere vold eller trusler.

2. Traumebonding: I situationer med langvarig trussel og stress kan ofrene udvikle et intenst følelsesmæssigt bånd med deres bortfører som en måde at håndtere traumet og isolationen. Dette kan føre til, at offeret idealiserer bortføreren og ser dem som en beskytter snarere end en trussel.

3. Kognitiv dissonans: For at løse den indre konflikt, der opstår som følge af at være afhængig af deres bortfører for overlevelse og samtidig frygte dem, kan ofrene opleve kognitiv dissonans. Dette får dem til at ændre deres opfattelse af bortføreren for at mindske den psykologiske spænding, hvilket kan resultere i positive følelser og sympati for bortføreren.

4. Intermitterende forstærkning: Når bortførere viser små tegn på venlighed eller omsorg, kan det skabe en kraftig følelsesmæssig reaktion hos ofrene, der søger trøst og sikkerhed. Dette fænomen kaldes intermitterende forstærkning og kan forstærke følelsen af tæthed og afhængighed mellem offeret og bortføreren.

5. Isolation og afhængighed: I gidselsituationer og lignende scenarier er ofrene ofte isoleret fra deres tidligere sociale netværk og støttesystemer, hvilket gør dem mere afhængige af deres bortfører. Denne afhængighed kan føre til, at offeret søger trøst og beskyttelse hos bort hos bortføreren og opbygger et tættere bånd med dem, selvom de er kilden til deres lidelse.

6. Identifikation med aggressoren: En anden faktor, der kan bidrage til Stockholmsyndromet, er identifikation med aggressoren. Dette indebærer, at offeret begynder at tilpasse sig bortførerens overbevisninger og synspunkter og identificerer sig med dem for at skabe en følelse af fællesskab og samhørighed. Dette kan føre til, at offeret retfærdiggør bortførerens handlinger og endda hjælper dem.

Det er vigtigt at bemærke, at ikke alle ofre for bortførelse, gidseltagning eller andre voldelige situationer udvikler Stockholmsyndromet. Det afhænger af mange faktorer, herunder offerets personlighed, tidligere erfaringer, varigheden af situationen og bortførerens adfærd.

Forståelsen af Stockholmsyndromet har bidraget til en dybere indsigt i, hvordan mennesker reagerer og tilpasser sig i truende situationer og har ført til udviklingen af bedre strategier for kriseintervention og støtte til ofre for voldelige situationer. Det er afgørende at huske, at de positive følelser, ofrene måtte have for deres bortførere, er en reaktion på en ekstrem og unormal situation og ikke en indikation af, at ofrene er enige i eller støtter deres bortføreres handlinger.