Kære Brevkasse
Jeg skriver da jeg ikke ved hvad jeg skal tro på.
Jeg er i den situation at jeg stod helt bagerst i køen da gud delte tissemænd ud. Sagt på en anden måde, så har jeg en lille bitte tissemand, men min kæreste siger selvfølgelig at hun ikke går op i størrelsen og at hun er tilfreds med størrelsen hvilket hun sikkert kun siger fordi hun ikke vil såre mig.
Hun lyder ligesom andre kvinder som siger de ikke går op i størrelsen, men som samtidig skriver de godt kan lide at blive fyldt ud? Eller når selvsamme kvinde skriver at når det kommer til engangsknald så er det bedst den er stor. Hvordan hænger de to ting sammen?
Kvinder er gode til at være dobbeltmoralske. Der er ikke noget at sige til at småt udrustede mænd bliver usikre.
Årsagen til jeg skriver er fordi jeg har opdaget min kæreste har anskaffet sig en dildo og det er ikke bare en dildo i normal størrelse. Nej, vi taler om en ordentlig krabat på 24 cm og ligeledes tyk som en ond fætter. Jeg har konfronteret hende med mit fund og hendes undskyldning var at hun ikke vidste den var så stor da hun bestilte den på nettet. Jeg ved ikke hvad jeg skal tænke eller tro på. Jeg finder det også mærkeligt jeg ikke må bruge den på hende hvilket jeg ikke forstår. og når jeg spørger får jeg ingen grund til hvorfor.
Når vi har sex vil hun heller ikke have jeg giver hende finger og hun vil også altid kun have sex i missionærstillingen. Bagfra, ride eller blowjob gider hun ikke. I starten af vores forhold ville hun gerne ride hvor hun fik orgasme, men nu gider hun ikke og orgasme er hun ligeglad med siger hun.
Hvad tror du er grunden til hun har bestilt så stor en dildo og hvad kan grunden være at hun ikke vil have andet sex end i missionærstillingen?
Vær sød og ikke tage hendes parti og sige hun sikkert ikke vidste den var så stor da hun bestilte den for der står jo mål på dildoen på hjemmesiden hun bestilte fra.
Vi har været sammen i 12 år og det var kun de første par år hun tog initiativ til sex og engang imellem gav blowjob.
På forhånd tak.
Kære dig
Tusind tak for dit ærlige og modige brev, som jeg tror mange mænd vil kunne spejle sig i!
Jeg vil starte med at aflive en myte omkring størrelsen på penis. Rigtig mange mænd har meget identitet knyttet til sin penis og kan være meget usikre på om størrelsen er normal og hvad deres kvinde tænker om den.
Faktisk har man lavet en undersøgelse hvor en række kvinder blev penetreret af dildoer i varierende størrelser inden for normalspektret, og herefter skulle vurdere størrelsen. Det viste sig, at kvinderne ikke kunne mærke forskellen!
Når det er sagt, så findes der mænd der er udstyret med det der kaldes en ”mikropenis” – dvs. under 7cm i erigeret tilstand. Falder du inden for denne kategori, er det muligt, at din kvinde ikke i samme grad vil have oplevelsen af at blive fyldt ud.
Fortvivl dog ikke over det. Vi har en tendens til at tillægge penetrationssex alt for stor værdi. Mens det er den lige vej til orgasme og nydelse for mænd, så er det slet ikke sådan for kvinder. Kvinder har brug for stimulation af klitoris, og det kan rigtigt nok ske gennem vagina, men det er meget lettere og mere nydelsesfuldt gennem direkte stimulation af klitoris hovedet.
Vagina er faktisk ikke særligt følsom, og kvinder mærker ikke særligt meget inden i, men derimod i åbningen hvor alle nerveenderne sidder. Derfor betyder størrelsen af penis faktisk meget lidt.
Nogle kvinder kan finde på at sige at de vil have en stor penis, hvilket er super synd, fordi det bare er en sjov historie at fortælle, men i virkeligheden er med til at sprede usikkerhed og fordomme.
Du fortæller at i har været sammen i 12 år, og at hun nu har købt en meget stor dildo. Jeg tænker at det er mange år sammen, og måske har hun blot lyst til, at der skal ske noget nyt?
Jeg kan ikke svare på om hun har vidst hvor stor dildoen var, da hun købte den, men jeg tænker på, om hun måske er bevidst om, at du har en usikkerhed på, om størrelsen på din penis er tilstrækkelig for hende? I så fald, kan det være hun går i forsvar for at passe på dig eller for at undgå konflikt. Dette kan også være årsagen til, at hun ikke vil lade dig bruge dildoen på hende.
Det er også svært at svare på, hvorfor hun ikke vil have finger eller kun vil missionærstillingen. Jeg kan ikke med sikkerhed sige hvad der sker inden i hende, men når jeg læser dit brev er der nogle ting der springer mig i øjnene:
I har været sammen i 12 år. Lyst hos kvinder (og hos mange mænd også) fungerer sådan at den første tid af et forhold, er der meget spontan lyst, man vil elske hele tiden, og man har lyst til at prøve mange stillinger og ting af. Efter noget tid vil den spontane lyst svinde lidt ind, og hos kvinder får man i højere grad responssiv lyst. Det betyder, at der skal gøres noget aktivt, både fra mandens og kvindens side for at vække lysten. I skal altså begge være bevidste om dette, så i aktivt kan gøre det der skal til, for at vække hendes lyst.
Derudover lægger jeg mærke til, at hun afviser andet sex end den (for kvinder) lette og passive missionærstilling, og at hun udtrykker at hun er ligeglad med orgasme. Samtidig har hun købt en dildo, hvilket vidner om, en nysgerrighed på noget seksuelt. Der sker altså noget i relationen mellem jer to, hvor hun som jeg ser det – stiller op til en slags ”pligtsex”, og selv har opgivet at få noget nydelse ud af det. Når du bliver usikker på størrelsen af din penis, så tror jeg det kan være fordi du inderst inde fornemmer, at hun ikke nyder jeres sex. Jeg tror oprigtigt ikke at det har noget med din penis at gøre overhovedet. Tvært i mod handler det formentlig om noget andet, og jeg vil råde dig til at tage en snak med hende om det.
Det er vigtigt at du kan tale med hende ud fra et omsorgsfuldt og nysgerrigt sted inde i dig. Seksualitet er det mest sårbare vi kan tale om, og derfor skal der meget lidt til, før vi bliver usikre, sårede, vrede og lukker i som en østers. Så gå nænsomt frem. Fortæl hende på forhånd at du ønsker at tale om jeres sexliv. Aftal et tidspunkt hvor i begge har tid og overskud. Sørg for, at der er en rar stemning, åben en flaske vin eller tænd et stearinlys, eller gør noget andet som du ved kan sætte en tryg ramme for jer. Fortæl hende at du gerne vil have et sexliv med hende, hvor i begge nyder jeres sex lige meget. At du gerne vil lære hende at kende seksuelt, hvad hun kan lide og ikke kan lide. Hvis det er svært at åbne samtalen, kan du også vælge at læse dette brev sammen med hende.
Der kan være rigtig mange årsager til at en kvinde ikke nyder den sex de har med deres mand. Det kan handle om, at hun selv har det svært med sin krop, mindreværd og forkerthedsfølelser er ofte årsag til kvinder ikke kan nyde. Det kan også være, at det er svært for hende, at give udtryk for sin lyst og sit begær, måske er hun bekymret for, hvordan du modtager det, eller er bange for at såre dig?
Mange kvinder har heller aldrig lært deres egen lyst at kende, og ved derfor slet ikke hvad de kan lide eller hvad der tænder dem. Det kunne også være en forklaring på dildoen - at hun ønsker at udforske sin lyst med sig selv, og lære sig selv at kende.
Der kan også være omstændigheder omkring jer – f.eks. hvis i har børn eller der er andre ting der stresser i hverdagen, så kan det give nedsat lyst. Hvis hun får noget medicin eller er f.eks. deprimeret kan det også påvirke lysten. Måske har hun svært ved at sige nej og sætte grænser, det kan også være en barriere for seksualiteten, fordi man kommer til at gå over sin grænse i det seksuelle rum, for at please den anden.
Der kan altså være rigtig mange årsager, og dette er ikke en udtømmende liste.
Det er vigtigt at i får talt om dette, og at hun ikke føler sig presset når i gør det, og det er helt sikkert en svær opgave, for jeg kan tydeligt læse af dit brev, at du holder meget af hende, og virkeligt har lyst til hende og har lyst til, at i får jeres sexliv til at fungere igen, så der er meget på spil for jer begge.
Hvis ikke det lykkes jer, at få talt om det på en god måde, og tingene igen går i hårdknude, så skal du vide, at netop denne problematik er noget de fleste sexologer er meget vant til at arbejde med, og derfor kan hjælpe jer med, at facilitere den svære samtale.
Jeg ønsker dig alt held og lykke med jeres kommende samtale.
Maj Tverskov er en engageret sexolog og psykoterapeut med interesse for relationer og seksualitet. Hun arbejder med fokus på tilknytningsmønstre, og arbejder ud fra en eksistentiel tilgang. Hun har en særlig interesse for ligestilling, feminisme, LGBTQ+ samt BDSM og kinks.
Få indblik i forskellige perspektiver og diskussioner vedrørende emnet. Log ind eller Opret Profil for at læse kommentarerne og deltage i samtalen
Alle spørgsmål og svar i denne brevkasse er ophavsretligt beskyttet materiale tilhørende Zandora ApS. Enhver gengivelse, helt eller delvist, af indholdet er ikke tilladt uden forudgående skriftligt samtykke fra Zandora ApS. Dog er citater i forbindelse med pressedækning tilladt. Dette gælder uanset medie, format eller formål. For tilladelse til anden brug af indholdet, kontakt venligst Zandora ApS direkte på e-mail info@zandora.net.